Ravnefanen
(af Flemming Rickfors)

De fleste ved, at oprindelsen til Dannebrog var Danebroge, eller Danernes klæde, og at dette flag, banner eller merki var kendt som Ravnefanen, og bestod af et klæde med Odins to ravne, Hugin (huet, tanken, nutiden) og Munin (mindet, erindringen, fortiden), broderet i sort på hver side. Ravnefanen bliver verdenskendt i vikingetiden, dvs. fra 800 tallet e.Kr. fremefter. Op til dette tidsrum, og derefter, benyttede vore forfædre Dragemærket, som var medbragt under folkevandringen. Vi ved ikke om Dragemærket også har haft tilnavnet Danebroge. ”Broge” må oprinde af det oldnordiske ”brók” i betydningen ”(bukse/ben)klæde.”

Planche 11, figur 3 Kjærbøllings danske navn: Ravn Kjærbøllings latinske navn: Coevus Corax L.

Planche 11, figur 4 Kjærbøllings danske navn: Sortkrage; Ravnekrage Kjærbøllings latinske navn: Corvus Corone L.

Fugletavlerne er tegnet af dr.phil Niels Kjærbølling (1806-71). Født på Als, uddannet lærer 1827 og virkede som så på Ærø. Påbegyndte i 1847 udsendelsen af sine fugletavler ”Ornithologia Danica” og afsluttede dette værk i 1851. I 1859 fik Kjærbølling overdraget Prinsesse Wilhelmines have på Valby Bakke vest for Frederiksberg Slot. Her åbnede han den første begyndelse til Zoologisk Have. Kilde: Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek.

Fuglen Ravn hed Hrafn (oldnordisk), Hræfn (oldengelsk, Mercia) og Hrefn/Hræfn (oldengelsk, Northumbria, WestSaxon/Wessex). Der eksisterede i England i år 1526 e.Kr. stadig verbet ”raven” der betød ”plyndre, bytte” og hvorfor bliver klart om et øjeblik.

Som fugletavlerne ovenfor antyder gennem brugen af navnet Ravnekrage for denne krage, og at såvel Ravne som Krager tilsammen kaldes Kragefugle, så oversætter Oldnordisk Ordbog ordet ”Krákr” (oldnordisk) og “Crawe” (oldengelsk), dvs. Krage til Ravn. Kragen og Ravnen blev derfor i samtiden anset som den samme fugl.

Det første der må slås fast er, at Ravnefanen ikke var et universalt flag for vikingerne. Alle historiekilder fra samtiden skriver, at en fane tilhørte en bestemt vikingehøvding eller regionalkonge, og dem var der jo ganske mange af i vikingetiden. Ravnefanen havde mange udformninger, dog ikke rektangulær som vi forestiller os det i dag, og farver, ligesom den enkelte konges flag havde et navn. Det var ej heller alle høvdinger der brugte Ravnefanen, og hvorfor bliver klart om et øjeblik.

Saxo forklarer os dette i bog 5. 4:56 ”Om Frode Fredegods Dage”:

”Først saae jeg glimre som flunkende ny
Bannere fem gange ti under Sky;
Hundrede Bannere: lavere, mindre
Saae efter dem jeg sig løfte og tindre,
Og efter dem, som med Møje jeg skimted,
Smaa-Faner tyve i Baggrunden glimted.
Banner kun bæres paa Høvdingens Vegne.
Kongernes Tal kan da let du beregne!”

Jeg har andetsted vist hvorledes vi kan se at tidsrummet omkring Frode Fredegod hos Saxo måske er Kong Frothi i tiden år 200-450 e.Kr.

Vi hører fra Snorre i Magnúss Saga Blinda og Haralds Gilla (Heimskringla) i år 1135 e.Kr.:

2. Frá her Haralds konungs og Magnúss konungs

Þar næst var blásið og gekk lið Haralds konungs allt út frá býnum í akurgerði nokkuð og settu þar upp merki sín.

Som jeg oversætter til:

2. Haralds og Magnus styrker

Så hørtes krigshornene og alle Haralds mænd gik fra huset til en afgrænset mark, og satte op deres bannere.

Og på engelsk:

2. Of the forces of Harald and Magnus

Then the war-horns sounded, and all Harald's men went out from
the house to an enclosed field, and set up their banners.

Vi kan derfor se at der var mange bannere i brug på samme tid.

Det første vi hører om Ravnefanen er i år 878 i The Anglo-Saxon Chronicle for det år (skrevet af mange historieskrivere mellem år 891-1154 og dækkende perioden fra år 823, muligvis år 754). Her skrives at  Danernes hær tog til Chippenham og slog sig ned. I vinteren samme år ankom broderen til Ívarr (Inwæres) og Hálfdan (Healfdenes) til Wessex i Devonshire med 23 skibe. Han blev dræbt, og 800 mænd med ham. Samtidig toges også krigsfanen, gunfani, ”som de kaldte ravnen.”

Betegnelsen ”gunfani” brugtes overalt i nordbolandene og på de britiske øer. Det oprindelige ord menes at være ”gunþjâ” (krigs) + ”fanno” (fane). På oldengelsk sagde man ”guðfana.” Senere brugtes betegnelsen udelukkende til den vimpel der sad under lansespidsen. Tænk på ridderturneringen fra Ivanhoe.

I annalerne fra St. Neots, (skrevet cirka år 1105),  beskrives ovennævnte begivenhed igen.

”Det siges at 3 søstre af Hingwar (Inwaer/Ívarr/Ivar the Boneless)  og Habba (Hubba/Ubbe) (dvs. døtrene af Ragnar Loðbrók) havde vævet dette banner og gjort det færdig på en dag. Det siges yderligere, at hvis de skulle vinde slaget under dette signum, der skulle der kunne ses i midten af dette signum, en ravn baskende sine vinger. Men hvis de skulle tabe slaget, da ville ravnen hænge stille.” (Lukman, s. 141)

Vi skal her hurtigt forklare hvem Ragnar Loðbrók (Regnar/Regner Lodbrok/Lodbrog) var. James H. Todd (1805-1869), grundlæggeren af Irish Archaeological Society skriver i ”Wars of the Gaedhil with the Gaill” (side 152/3) at Ragnar Loðbrók er identisk med vikingehøvdingen Turgesius der invaderede det nordlige Irland i år 832 e.Kr. og plyndrede Armagh 3 gange på en måned! Han grundlægger Dyflin i år 841 e.Kr. men bliver slået af den keltiske Kong Maelseachlann I. i år 846 e.Kr. Heri er George A Little enig i bogen ” Dublin before the Vikings”(side 28).

Hvad Dublin/Dyflin oprindeligt betød foreligger der ingen enighed om. Ordet er sammensat af de keltiske og derfor indoeuropæiske ord ”Dubh” + ”Linn.” I den irske nationale selvforståelse i det 20. århunderede er dette blevet oversat til ”Den sorte sø” som skulle være identisk med søen der kan ses i Dublin Zoo. Det har den nationalistiske følge at irerne, og ikke Danerne, grundlagde Dublin. Imidlertid ved vi med sikkerhed at Danerne fra Danmark ved ankomsten i år 841 e.Kr. blev kaldt ”Dubh” eller ”De Sorte” under henvisning til farven på skjoldene. Ordet ”Linn” har, udover ”sø” også betydningen ”race, afkom, familie og bugt.” Derfor er sandheden nok at Dublin betyder ”De sortes (bugt)” og var en henvisning Danerne. Vi genser en sådan navngivning i Tallinn, ”Tani” + ”Linn” eller ”Danernes by.”

Geffrei Gaimar’s  Lestorie des Engles solum la Translacion Maistre (skrevet år 1135-1138) nævner ravnefanen i slaget ved Cynuit i år 878:

Ravnen var Ubbe’s banner (gumfanum). Han var broder af Iware (Ívarr). Han blev begravet af Danerne ved en meget stor gravhøj i Devonshire med navnet Ubbelawe. (Lukman, s.141-142).

Den næste kilde er skrevet i et kloster i St. Omer i år 1041-1042 e.Kr., Cnutonis regis gesta sive Encomium Emmae Reginae, auctore Monacho Sancti Bertini eller bedre kendt som Gesta Cnutonis, der nævner at en vikingehær under Kong Knud I Den Store (King Canute, f.995, regent England 1016, regent Danmark 1018, d. 1035) havde en Ravnefane under slaget ved Ashington, Essex der fandt sted år 1016 e.Kr.

Her skrives:

Erat namque eis uexillum miri portenti, quod licet credam posse esse incredibile lectori, tamen, quia uerum est, ueræ inseram lectioni. Enim uero dum esset implicissimo candidissimoque intextum serico, nulliusque figure in eo inserta esset imago, tempore belli semper in eo videbatur coruus ac se intextus, in uictoria suorum quasi hians ore excutiensque alas, instabilisque totoque corpore demissus.

Som jeg oversætter til:

” For Danerne havde et banner med en forunderlig egenskab som, selvom jeg tror det vil synes utroligt for læseren ikke destomindre fordi det er sandt vil jeg for sandhedens skyld tilføje det. For selvom det var vævet af et meget simpelt lyst silke og ingen figurer havde broderet på det, synes det altid i krigstider at en ravn var at finde derpå, ved sejr åbnene sit næb og baske sine vinger, rastløs på sine fødder, men meget stille og hængende med hele sin krop i nederlag.” (Hrafnhildur Bodvarsdottir, s.111)

Saxo nævner også slaget ved Ashington. Man kan udlede dette da Saxo skriver at Knud I Den Store efter slaget deler England med Kong Edward. Sidstnævnte var King Edmund II (Ironside) (f. 989, regent april-november 1016). ”Og alt var midt i Kampens Hede det danske Banner nedhugget” (kapitel Gamle Knud 8:45). Tymme Sællandsfar bliver udnævnt til bannermester efter slaget. Man kan ikke fra Saxo se om dette banner var en Ravnefane, hvilket ikke er så mærkværdigt, da Gesta Danorum jo var et kristeligt propagandaarbejde, men sammenholdt med Gesta Cnutonis kan vi nu sige, at det har det været.

William Ramsay, biskoppen af Crowland (død 1180) skriver i hans skrift Vita et Passio Valdevi om hvorledes Sivard (Sigvarðr) forlader Danmark, sejler forbi Ørkenøerne (Orkney islands) og ankommer til Northumbriakysten, der bliver hærget af en drage. En gammel mand fortæller Sivard at han skal drage sydpå, og at der ikke er nogen drage. For at overbevise Sivard drog den gamle mand frem et banner som bevis, og han kaldte dette banner Ravenlandeye. (Lukman, s. 148)

Ovenævnte bemærkning fra den gamle mand om dragen er vigtig og vi vender tilbage til, hvad det faktisk er han siger.

Biskoppen forsætter med at forklare:

Ravenlandeye, quod interpretatur corvus terrae terror

Som jeg oversætter til:

Ravenlandeye, som betyder ”Ravnen, landets terror.”

(Hrafnhildur Bodvarsdottir, s.112)

Norskekongen Haraldur hardrada Sigurðarson havde en Ravnefane der var kendt som Landeyðan,  som vel betyder ”ligger land øde”. Det ved vi fra Snorres Heimskringla i Haralds saga Sigurðarsonar (kapitel 22):

”Spurði Sveinn hverja gripi Haraldur hefði, þá er honum væri virkt mest á. Hann svarar svo að það var merki hans, Landeyðan.”

Som jeg oversætter til:

”Svend spørger Harald hvilke af hans ejendele han sætter størst pris på. Han svarede, at det var hans banner, Landeyðan.”

Senere i kapitel 85 nævnes samme banner igen, hvor der blæses til angreb og banneret rejses som signal. I kapitel 88 er vi så fremme ved tirsdag den 26. september 1066 og slaget ved Stamford Bridge uden for Jorvik (York), hvor tropper under ledelse af den engelske konge Harold Godwinsson møder dem i en af verdenshistoriens største militærstrategiske fejltagelser. Dette slag, selvom det vindes, svækker Kong Harold Godwinson afgørende og danner grobund for det slag, der 3 uger senere,  lørdag den 14. oktober år 1066, bliver til Slaget ved Hastings, hvor Hertug William af Normandiet som bekendt meddelte sin ankomst. Ved Stamford Bridge fik  ”Kong Haraldur sit banner Landeyðan rejst. Frírek var navnet på manden der bar banneret.”

I kapitel 89 er slaget nu undervejs. ”Kong Haraldur var inde i ringen, med banneret. På et andet sted var Jarl Tostig med sine tropper. Han havde et andet banner.”

Jarlerne på Ørkenøerne havde også deres kendte Ravnefane, nemlig Hrafnsmerki. Det beskrives i Orkneyingasaga (skrevet år 1192-1206), Þórsteins saga Síðu Hallssonar, og Brennu-Njáls saga (skrevet år 1230-1290), i forbindelse med slaget ved Clontarf år 1014 e.Kr.  Ravnefanen i disse beretninger var først lavet for Sigurður jarl Hlöðvisson. En skotsk jarl kaldet Finnleik havde udfordret Sigurður til slag, og som man nu gør selv som viking, så gik Sigurðr til sin moder og spurgte om råd. Moderen sagde således:

”Havde jeg troet du skulle leve for evigt, sagde hun, da ville jeg have opvækst dig i min uldkurv. Men livet er formet af hvad vil komme, ikke hvor du er. Tag nu dette banner. Jeg har lavet det med al den egenskab jeg har og min tro er dette: At det vil bringe sejr til den mand det er bragt foran, men døden til den der bærer det. Det var et fint lavet banner, meget velgjort med en broderet figur af en ravn, og når banneret blafrede i brisen, synes ravnen at flyve afsted.” (Orkneyingasaga, kapitel 11)

Så skylder jeg at berette, at Jarl Sigurður alligevel vandt slaget, men at tre af hans bannermestre blev dræbt. Dog, ifølge Brennu-Njál’s saga bliver Sigurður senere dræbt Palmesøndag (pálmadegi) i Dublin (Dyflinnar), da han under kamp, efter at flere bannermestre er blevet dræbt, selv tager banneret. Også dengang kunne det svare sig at lytte efter, hvad ens moder siger. (Brennu-Njal’s Saga, kapitel 157)

Kong Harald Gille af Norge (regent 1130-1136) bruger Ravnefanen i to søslag i Danmark, et under Hven og et under Læsø. Præsten Ejnar Stulesøn siger som følger (Heimskringla, Harald Gilles Saga, kap. 8):

”Ravne-Næbbets farver God,
immer flint paa Færde,
Under Hven med sejges Blod,
Maled skarpe Sværde;
Rødme brat om kæmpe-bryst
Maatte Brynje-Særte,
Der man under Læsø kyst
Flyve saae hans Mærke.”

Sønnen Kong Inge/Ingi I. Haraldsson Krokrygg (den pukkelryggede) (født 1134, regent 1136-1161) overtog og bruger faderens Ravnefane. Det hører vi i Heimskringla, Gillunge Saga, kap. 4 om Slaget på Krogskoven. Götalands regionalhøvding Jarl Karl Sunesøn angriber Norge (Vigen, dvs. omkring Oslofjorden) og Kong Inge giver svar på tiltale:

”Ej forgjætte maa jeg her;
Inge, til din Ære
Rødmede de blanke Sværd
Maatte Burpur skære.

Godt betalt fik Gauturs Børn
Larmen, som de gjorde,
Under Ravn og under Ørn
Stedtes de til Jorde.”

Det var Kong Magnus den Blinde der havde overtalt Jarl Karl Sunesøn til at angribe Norge. Efter ovennævnte slag flygter Magnus den Blinde til Kong Erik II Emune (regent 1134-1137). Kong Inge bliver kronet som 2-årig år 1136 e.Kr. og Erik II Emune bliver dræbt af herremanden Sorteplov på Urnehoved Thing ved Åbenrå 18. september 1137 e.Kr. Erik II Emune forsøger med Magnus den Blinde efterfølgende også et angreb på Kong Inge under sommeren og dette fejler. Derfor finder Slaget på Krogskoven sted foråret år 1137 e.Kr. (Det er derfor ikke fysisk Kong Inge der deltager i slaget men hans og moderen Ingrid’s hird. Se Heimskringla, Gillunge Saga, kap. 4. og 5. og 8.).

Vi har under afsnittet om Dannebrog vist at Valdemar I. Den Store bruger Ravnefanen i Slaget på Grathe Hede 23. oktober 1157 e.Kr. og under de første Vendertog, muligvis helt frem til år 1167 e.Kr.

Hvordan så Ravnefanen ud?

Et af de få visuelle beviser for Ravnefanen’s udformning er fra en mønt fremstillet i Jorvik år 924 e.Kr. under Anlaf Sihtricsson. Banneret synes at ligne en fugl, vinger udstrakte med halen/styrevingerne nedenunder. Ingen kan med sikkerhed sige, at fuglen er en ravn.

Odin’s ravn, Hugin eller Munin, på et bæltespænde dateret til år 600 e.Kr. Fundet på  Bejsebakken, Aalborg (kaldes i dag Sorthøj). Originalen findes på Nationalmuseet. Kilde: www.vikingtrader.net/brooches.html

Odin’s ravn, Hugin eller Munin, fra en af pladerne fra en af hjelmene fra Vendel Uppland, Sverige fra 600 tallet e.Kr. der også viser Odin med ørnehjelm ridene på Sleipnir. Hugin og Munin er afbilledet som to forskellige fugle, hvoraf én er identisk til ørnen på Odin’s hjelm.

Ulrich Schnell har gjort mig opmærksom på de mange ravnespænder fra Kong Gorm den Gamle’s grav i Jelling. Den helt unikke stilart fra 900 tallet i Jelling, af moderne forskere døbt Jellingestil, er præget af dyreornamentik. Fuglene kaldes Fugle fibler og fulgespænder, men Ulrich mener at fuglene er ravne. Ligeledes har Kong Gorm’s hest til hans begravelse været dekoreret med ravnemotiver på seletøjet, som er fundet i graven.

Som vi hørte fra Snorre’s Heimskringla så havde Ravnefanen en prominent placering i år 1066 e.Kr., og vi har da også en utrolig fin samtidskilde netop om slaget ved Hastings ved Bayeux gobelinen. Denne 70 meter lange gobelin, lavet under opsyn af biskop Odo, halvbroder til Hertug William af Normandiet umiddelbart efter selve slaget i perioden 1066-77 e.Kr., viser en række bannere, hvoraf nogle muligvis er Ravnefaner.

Det første eksempel er hvor normannerne rider ind i slag. Efter William følger en normanner med en lanse, der bærer en halvrundt flag, hvorpå er en stående fugl.

Der er blandt historikere sået tvivl om, hvorvidt en biskop ville tillade en normanner, dvs. den i slaget vindende part, og det er jo altid vinderne der skriver historien, at have en Ravnefane, der jo ikke var et kristent symbol. Man mener, at ifald det viste er en Ravnefane, så kan det skyldes en ikke nedskrevet vikingehær, der hjalp William, eller et ønske om at fremhæve normannernes egen fortid som nordboere under Hrolf der Ganger (Rollo). Muligvis er Ravnefanen en hentydning til Haraldur Hardrada's Landeyðan, som jo gennem slaget ved Stamford Bridge gav William fundamentet for sejren ved Hastings.

Senere hen i gobelinen er der en scene hvor brødrene til Kong Harold Godwinsson bliver dræbt, og under hesten ses et trekantet banner.

Det er dette banner, der har givet studier af vindfløjene, der sad i stavnen på langskibene, begrundelse til at tro at disse vindfløje muligvis også fungerede som merki eller banner under slag på landjord, og at disse blev båret på spidsen af et spyd.

”Fig. 24. Begge sider af en 25 cm lang runepind fra Bryggefundet i Bergen med skibsafbildninger i såvel original som udtegning.  Øverst storskib fra første halvdel af 1200-tallet? Nederst en flåde på 48 skibe med et par svære drageskibe i forgrunden. Efter Hertig 1969.”

Bent og Erik Andersen bruger runepindens afbildninger til at forklare om langskibene. Jeg ønsker at læseren efterser nøje tilstedeværelsen af de 3 vindfløje/Ravnefaner i stavnen på 3 af langskibene samt enten en korstogsfane eller et Ravnebanner (det rektangulære banner med de lange ravnestyrevinger) der er afbilledet identisk til bl.a. Valdemar I. den Store’s banner på mønten fra Hedeby. Vi har naturligvis ligeledes afbildningen af Dragen i stavnen på to langskibe. Her har vi muligvis alle vore bannere samlet. Det menes at runepinden viser Trønderfyrsten Jarl Skule Bårdsson’s (1189-1240) og Kong Håkon 4. Håkonsson’s (1204-1263) flåder, der samledes til forhandlinger i Vågen i Bergen under høsten år 1233 e.Kr.
Kilde: Bent og Erik Andersen’s Råsejlet – Dragens Vinge, Vikingeskibshallen i Roskilde, s. 29. Tilsendt af Max Vinner, Vikingeskibsmuseet.
Vi ser et eksempel på dette i Beowulfkvadet (sætning 47-48). Optakten er at Scyld Shefing (Skjold Sheafsøn) er lagt i sit begravelesskib og skal sendes på sin sidste rejse:

Þa gyt hie him asetton segen geldenne
heah ofer heafod,  leton holm beran

Som jeg oversætter til:

Da satte de for ham et gyldent banner/segl
højt over hovedet, gav ham til tidevandet*

*Nu-engelske oversættelser bruger oversættelsen ”gav ham til tidevandet”. Det er jeg uenig i. Jeg mener at ”leton holm beran” skal oversættes til ”lod ham fra holm/øen rende/sejle. Dette kan have ganske stor betydning ifald netop denne konge bliver gravsat fra Odensholm, Estland.

Som vi måtte forvente fra bygden med Odins Helligdom, Odense, har Odense Herredssegl fra år 1556 e.Kr. naturligvis tillige Odin’s ravn, Hugin eller Munin, som det helt centrale i selve seglet.

Odense Herredssegl fra år 1556 e.Kr. Skriften i randen siger: ”S’OTTE/NS/E HERRIT” eller  ”Store Odense Herred.” Iflg. Poul Bredo Grandjean ”Danske Herreders Segl indtil 1660” viser seglet ”en venstrevendt, staaende Krage med venstre Fod og synlig Vinge noget løftet; en Kvist med Blomster til Venstre i Seglfeltet.” Dateringen af seglet er ikke fra seglet selv, men formentlig fra brugen af seglet. Som jeg tidligere har vist blev kragen og ravnen på oldnordisk og oldengelsk anset som den samme fugl. Det er derfor helt uden for tvist at afbildningen skal vise Odin’s ravne, Hugin eller Munin.
Kilde: Bente Eskildsen, Stadsarkivet i Odense og Kirsten Jørgensen, Odense Bys Museer
Vi kan kun gisne om, hvordan Ravnefanerne har set ud, men kan dog vise hvorledes Ravnefanen tager sig ud i Søværnet i dag:

Våbenfigur for minelæggeren N81 Fyen der indgik i flådens tal 1963 og stadig er i tjeneste. Vi ser her Odin’s to ravne, Hugin og Munin og disse ravne er specifikt valgt som symbol på Ravnefanen. Godkendt af H.M.. Kong Frederik d. IX d. 18. juli 1962. Sig aldrig at Danernes monarker ikke kan Danernes historie.
Kilde: http://www.hejlmann.dk/